Det er på tide, at jeg får skrevet godt og grundigt ned, så jeg senere i
livet vil kunne huske alle mine oplevelser her i Italien. Ofte er det
jo sådan, at tiden kaster et rosenrødt skær over alle minder, og man kan
knap nok huske, at man nogensinde havde en dårlig dag. Det er nok også
derfor alt var bedre i gamle dage. En anden grund til denne blogs
begyndelse er, at jeg synes det kan være enormt svært at holde alle
mennesker hjemme i Danmark opdaterede. Jeg tænker meget ofte på alle dem
jeg kender, men her er så meget nyt og så mange nye mennesker, at det
kan knibe med at have overskud til flere separate fortællinger. Det er
bedre med én, der til gengæld kan være både lang og grundig. Jeg synes,
at det er rart, at I derhjemme nu kan følge lidt bedre med. Det er også
med til at gøre det virkeligt, at jeg faktisk er taget afsted.
Here we go.... Jeg startede ud med at bo i Pollenzo. Det er en lille
bitte landsby på størrelse med Sennels. I den lille bitte landsby ligger
universitetet. Alle mine medstuderende boede inde i Bra, der ligger 6
km væk og jeg følte mig derfor hurtigt en smule alene. Derfor bor jeg nu
også i Bra. Hurra. Mens Pollenzo ligger nede i dalen, hvor der er fladt
og diset, ligger Bra oppe på toppen af en bakke med udsigt hele vejen
rundt. Det er ikke en stor by, men her bor alligevel 30.000
Norditalienere, så den vinder dog over bette Thisted. Her er ok. Nok
ikke den absolut mest charmerende by man kunne tænke sig, men den
begynder at åbne sig mere og mere for mig. Det bedste ved det her sted
er Alperne. I Pollenzo, der ligger nede i dalen, kunne der ofte gå uger,
hvor man ikke så skyggen af et bjerg, for der er så diset, og bjergene
gemmer sig bag. Men oppe i Bra kan man være næsten sikker på at se
bjergene, hver gang solen skinner. Og det gør den næsten hver dag. Jeg
bor inde midt i byen, så jeg har ikke meget udsigt fra mit vindue, men
går jeg 10 min står jeg på det højeste punkt og kan se, hvordan Alperne
breder sig hele vejen rundt om mig. Det er fantastisk. Lige så snart jeg
ser en sneklædt alpetop er det som om luften bliver helt ren, jeg føler
mig simplethen sådan i live, når jeg kigger på dem. Det er faktisk lidt
samme følelse som når man ser havet for første gang i lang tid. Det er
utroligt med bjerge. Jeg er meget fascineret af deres evne til at gemme
deres kæmpe kroppe bag en lille sky eller en smule dis. Om efteråret er
her ofte temmelig gråt i et par måneder, og det er derfor sjældent at
man ser bjergene, men når de så kommer tilbage er det med et kæmpe brag.
De er gigantiske og de er virkelig tæt på. Det er ikke til at forstå,
at man ikke har kunnet se dem i flere dage. Og så flytter de sig. En dag
kan det føles som ligger de langt ude i horisonten, og næste dag som
kunne man hoppe lige hen på dem. Når I kommer at besøger mig, så skal I
allesammen se Alperne. I vil med garanti blive imponerede. Nå, vi ses.
Det er solskinsvejr, og jeg vil gå op at se solnedgangen over... ja,
rigtigt! Alperne! Ses :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar